Jürgen Habermas

Om Jürgen Habermas.

Jürgen Habermas er født i 1929 og er en tysk filosof og sociolog. I dag er Habermas en pensioneret professor ved Frankfurts universitet.

I modsætning til andre klassiske teoretiker består den overvejende del af Habermas’ produktion af teoretiske arbejder, som bærer præg af en forankring i tysk filosofi. (5, p. 75)

Habermas kritiserer det moderne samfund da det præges af teknisk og naturvidenskabelig fornuft. Det moderne samfund præges af målrationelle og resultatorienterede handlemåder, hvilket han navngiver ”systemet”.

Fra: Colourbox

Habermas taler om en form for sproglig rationalisme, hvilken kan realiseres gennem kommunikation, som han navngiver ”livsverdenen”. Habermas har udviklet kommunikationsteorien: ”den kommunikative handlen” hvor han sætter systemet versus livsverdenen. (5, p. 75-76)

Systemet og livsverdenen.

Habermas’ to begreber hhv. systemet og livsverdenen repræsenterer noget hver for sig.

Ifølge Habermas repræsenterer systemet økonomi, politisk administration og bureaukrati med penge og magt som styringsmedier. Herved vil der opnås øgede krav om effektivisering. Handlingerne i systemet er præget af markedsmekanismer og rationel fornuft, og der vil her være en minimal kommunikativ handlen.

I systemet lægges der vægt på formålsbestemte og resultatorienterede handlinger, der er med til at skabe effektivitet, hvor man vil opleve, at aktørerne forholder sig egocentrisk.

I modsætning til systemet er livsverdenen defineret ud fra menneskets personlige identitet, som bl.a. er kultur, sociale normer, rolleforventninger, værdier og moral.

Livsverdenen er styret af den kommunikative handlen og rationalitet. Her vil der være en gensidig forståelse af menneskets handlinger.

Når vi handler kommunikativt, vil vi udvikle os i interaktion med hinanden, hvilket skaber en kulturel og historisk fælles baggrund. (5. p, 76-78)   

Habermas og diabetikerne:

Der er stor fokus på økonomi og effektivitet i sygehussystemet, og diabetikerne skal gerne hurtigt igennem og koste mindst muligt for samfundet.

Det ses bl.a. ved, at der på diabetesambulatorier er sat 30 minutter af til samtaler, og ved den praktiserende læge kun 10 minutter. Dette kan have en konsekvens for livsverdenen, fordi diabetikerne dermed kommer for hurtigt igennem uden, at der sikres en gensidig forståelse for situationen. Dette problem kalder Habermas ”Systemets kolonisering af livsverdenen”, hvor han beskriver problemet, at systemet tager over i dag, hvor effektivisering og økonomi spiller en større rolle end kommunikation.  

Den enkelte patients livsverden er præget af de ting, de har med i rygsækken, bl.a. erfaringer, kultur, opdragelse m.m.  Derfor kan patienterne have forskellige reaktioner, når de får diagnosticeret en diabetessygdom. Sygeplejersken skal derfor sætte sig ind i den individuelle person – også selvom dette tager tid. Sygeplejersken står dermed i den situation, hvor hun både skal håndtere problemer fra livsverdenen og systemverdenen. Derudover skal sygeplejersken tilgodese den enkelte livsverdens værdier og samtidig tilgodese systemets magt og regler.

Man bliver dermed nødt til at undgå fremmedgørelsen ift. livsverdenen, som systemet tit indebærer, fordi man for at nå ind til den enkelte må have en forståelse for dem, og sætte sig ind i deres situation.

De påbudte regler kan være netop årsagen til, at sygeplejersken ikke har mulighed for at snakke i nok tid med patienten.

Effektiviseringen kan betyde, at man forventer, at diabetikerne nærmest bare skal lægge deres livsstil om fra den ene dag til den anden. Dette gør, at diabetikerne kommer til at skulle bryde med deres hverdagsliv, erfaringer, opdragelse osv. ret hurtigt. Dette kan være svært for dem, da det er en større proces at lægge livsstilen om. At omlægge sine rutiner og vaner kan tage lang tid– en tid som systemet ikke giver til diabetikerne.

Økonomien kan gøre, at diabetikerne ikke har råd til at købe deres redskaber og behandling mod diabetes. Dette vil medføre, at diabetikeren bliver umotiveret til at tage hånd om egen sygdom, hvilket systemet ønsker, at diabetikeren skal gøre.