Insulin og insulinmangel

Insulin:

Insulin er et anabolt hormon, der dannes i betacellerne i de langerhanske øer i bugspytkirtlen, pancreas. Det findes altid i blodet, fordi de insulinafhængige celler hele tiden skal danne energi, og derfor altid skal bruge glukose. (4, p. 219-220) Dog udskilles det især ved et højt blodglukose, et højt indhold af aminosyrer i blodet, ved stimulation af det parasympatiske nervesystem, ved kulhydrater i fordøjelseskanalen samt ved stimulation af inkretinhormoner(tarmhormoner). (4, p. 219-220) (3, p. 407-408)

Insulin kan sænke blodsukkeret på følgende måder:

Fra: Colourbox

Insulin kan bindes til receptorer, hvormed det sørger for, at der kan transporteres glukose ind i cellerne, især i muskel-, lever- og fedtceller. Dermed øger det altså glukoseoptagelsen i muskler, lever og fedtvæv, og sænker herved blodsukkeret.(4, p. 219-220)

Inde i cellerne kan glukose deponeres som glykogen. Insulin er med til at fremme, at dette sker. (3, p. 408)

Derudover kan glukose omdannes til triglycerider i kroppens fedtdepoter, hvilket insulin også fremmer. (4, p. 219-220)

Ud over ovenstående funktioner har insulin også disse:

Når blodsukkeret er højt, har kroppen ikke brug for fedt, og insulin øger derfor deponering af fedt ved at fjerne fedtet fra blodet og sende det ind i fedtceller (4, p. 219-220) Det hæmmer også nedbrydningen af triglycerider.(3, p. 408) Desuden øger det også omdannelsen af glukose til fedtsyre i leveren.(3, p. 408).

Endvidere vil insulin, når blodsukkeret i kroppen er højt, øge optagelsen af aminosyrer i cellerne, og dermed stimuleres proteinsyntesen.(4, p. 219-220)

Insulinmangel

Ved type 2-diabetes er betacellernes produktion af insulin nedsat samtidigt med, at kroppens celler bliver mindre følsomme over for insulin, altså insulinresistente.(3, p. 416-418)

Dette medfører, at der er en mindsket optagelse af glukose i muskel-, lever- og fedtvæv, og derved bliver glukosen i blodbanen, hvorved der opstår hyperglykæmi.(3, p. 418-419)

Når cellerne ikke får tilført nok glukose, vil dette desuden opfattes, som om der intet glukose er, og derfor vil der udskilles glukagon, som er et hormon, der øger blodsukkeret. Dermed forstærkes hyperglykæmien.(3, p. 418-419). Når glukose ikke kan komme ind i cellerne, har de brug for at danne energi på en anden måde. Derfor vil der ske en øget fedtforbrænding og triglyceriderne i fedtdepoterne vil nedbrydes til frie fedtsyrer, som vil udskilles til blodet. Derved findes altså en højere koncentration af fedtsyrer i blodet, og som regel er insulindannelsen hos type 2-diabetikere stor nok til, at der ikke også dannes ketonstoffer. (3, p. 418-419)

Den høje koncentration af fedtsyrer og hyperglykæmien vil også stimulerer leveren til en øget dannelse af VLDL, og dermed har personer med diabetes mere VLDL-triglycerid i blodet end normalt. Dette måles som forhøjet triglycerid i blodet. Den øgede mængde VLDL vil desuden forplante sig til LDL, hvilket gør, at LDL – og dermed kolesterol - meget nemmere aflejres i karvæggen, og giver en øget risiko for aterosklerose, åreforkalkning. (3, p. 418-419)

(Link for mere om LDL, HLDL, HDL ses i siden)