Diabetes Mellitus type 2

Introduktion til diabetes mellitus

Diabetes mellitus, som på dansk kendes som “sukkersyge”, er en gruppe af sygdomme, som har det til fælles, at koncentrationen af glukose i blodet er forhøjet. De mest almindelige former for diabetes mellitus er type 1-diabetes og type 2-diabetes. Disse to former skyldes enten mangel på insulin, eller, at cellerne i kroppen ikke reagerer på insulin. For både type 1-diabetes og type 2-diabetes ses der med tiden sendiabetiske komplikationer, som er forandringer i kar, nerver og bindevæv. (3, p. 412)

Type 2-diabetes

Fra: Colourbox

Type 2-diabetes skyldes en nedsat virkning af insulin i nogle af cellerne kombineret med en for lav insulinproduktion. Sygdommen ses oftest hos overvægtige personer, som over lang tid  har indtaget en usund kost. Disse personer har desuden også oftest haft begrænset fysisk aktivitet. De fleste diagnosticerede med type 2-diabetes er også over 40 år, men overvægtige under 40 kan også få sygdommen.

Der er i de seneste årtier sket en stigning i antallet af type 2-diabetikere, og der er nu diagnosticeret 210.000 (2015) mennesker i Danmark med sygdommen. Ved type 2-diabetes ses der sjældent symptomer, og sygdommen udvikles over mange år. Med de manglende eller svage symptomer kan det vare lang tid før, man opdager sygdommen. Man vurderer derfor,  at antallet af type 2-diabetikere er op til dobbelt så højt, altså 400.000, idet man vurderer, at der i Danmark findes et tilsvarende antal mennesker med udiagnosticeret type 2-diabetes. (3, p. 416-417)

Man kender ikke de præcise mekanismer, som fører til udvikling af type 2-diabetes. Det man ved er dog, at etnicitet, arvelighed og miljøfaktorer har betydning. Etniske asiatere, afrikanere og australiere har f.eks. øget risiko for udvikling af type 2-diabetes, og deres debutalder er lavere end hos europæere. En af de hyppigste og vigtigste faktorer for udviklingen af type 2-diabetes er fedme, og 80% af alle type 2-diabetikere er overvægtige, når de bliver diagnosticeret med sygdommen. (3, p. 417)

Da det typisk er overvægtige, der får konstateret sygdommen, kan man kort nævne Erving Goffman, som er en teoretiker, der snakker om stigma. En type 2-diabetiker vil kunne føle sig stigmatiseret af samfundet. Når man snakker om stigma, er der tale om, at en person kan føle sig udstødt eller afvist. Hvis man f.eks. er overvægtig, kan man føle, at man bliver set anderledes på end andre. Det kan være, hvis en overvægtig spiser kage, usundt mad generelt eller drikker en sodavand. Nogle folk vil kigge anderledes på den overvægtige i forhold til den tynde, som måske spiser og drikker de samme ting. De er ”de dømmende øjne”, som skjult siger, ”spiser du virkelig det”, ”du burde måske tage et mindre stykke kage” eller ”du er ulækker”. Konstateringen af type 2-diabetes kan i sig selv også medføre en stigmatisering, da folk kan tænke: “Du er overvægtig, så det er din egen skyld”. (6, p. 151-155)

En anden væsentlig del af forklaringen på udvikling af type 2-diabetes er insulinresistens. Når man snakker insulinresistens, menes der, at insulin ikke har den samme virkning som normalt. Der er insulin i blodet, men cellerne reagerer ikke på insulinet, og derfor sænkes blodglukosen ikke. Hos de fleste mennesker, som oplever insulinresistens, vil betacellerne i de langerhanske øer normalt kompensere ved at øge udskillelsen af insulin. På den måde overvindes insulinresistensen, og blodglukosen bevares på et normalt niveau. (3, p. 417)

Type 2-diabetes opstår når insulinresistensen kombineres med en mangelfuld udskillelse af insulin, Dette medfører hyperglykæmi og dermed type 2-diabetes. Hos type 2-diabetikere ses færre betaceller end hos andre; oftest vil halvdelen af betacellerne være væk, når personen diagnosticeres med sygdommen. De betaceller, der er tilbage, fungerer tilmed også dårligere end hos personer, som ikke har diagnosen type 2-diabetes. Man ved endnu ikke, hvad årsagen til forandringerne i de langerhanske øer skyldes, men man ved, at processen er fremadskridende. Med tiden vil der være en mindre og mindre udskillelse af insulin fra pancreas. Der er derfor mange type 2-diabetikere, som med tiden vil få behov for insulinbehandling. (3, p. 417)