Interview af diabetessygeplejerske

Vi har valgt at interviewe en diabetessygeplejerske fra et diabetesambulatorium. Dette skal give os noget viden om diabetes type-2, rehabilitering, diabetesambulatorier, motivation af type 2-diabetikere, samt belyse disse områder. Vi vil efterfølgende anvende den kvalitative metode til at finde mønstre og sammenhæng i dataene, der efterfølgende skal være vores udgangspunkt for udviklingen af innovative ideer. Interviewet forventes at tage mellem tyve minutter og en halv time alt efter, hvordan interviewet udfolder sig. Interviewet er desuden semistruktureret.

Nedenunder har vi skrevet samtalen ned, som det hele blev sagt mundtligt.

Fra: Colourbox

Hvordan er et normalt diabetesforløb for diabetes type-2 patienter?

Dem får vi næsten altid henvist fra praktiserende læge. De kan dog også godt have været indlagt, hvis de for  eksempel har fejlet noget andet og har været indlagt – sukkersygen kan have været kørt af banen – da kommer de muligvis på samme måde som type 1 patienterne til en hurtig opfølgning efter en indlæggelse. Har de for eksempel været på tabletter i årevis og læsset vælter og de bliver syge af det, eller en kombination af noget andet – måske en byld eller en amputation, kommer de efterfølgende hertil og får et individuelt forløb efter behov. Som regel har vi ikke dem som nyopdagede, men derimod meget længere henne i forløbet – medmindre de er nyopdagede og kommer ind med en stor abces eller er kommet ind og bliver amputeret eller andet, så kan de godt være koblet på fra starten. Men debut på en type 2 patient er som regel ikke akut, og så endda hvis de kommer ind med AMI - det kan være meget forskelligt.

Hvilke rehabiliteringstilbud er der til diabetespatienter?

Vi har ingen rehabiliteringstilbud her, men det har man ude i kommunerne i sundhedscentrene. Der kører de genoptræningsforløb med type 2 patienterne.

Men I henviser herfra?

Det kan vi godt finde på. Vi har dog ikke været så gode til det, men vi øver os i at blive bedre. For år tilbage havde vi for eksempel diabetesskoler, hvor type 2 patienter kom ind og var på skole i en uges tid, men det har vi ikke længere. Så nu går de i kommunerne. Vi og de praktiserende læger henviser dem eller de henviser sig selv.

Hvilken rehabiliterings type benyttes?

Jamen jeg synes måske kun vi benytter dem i kommunerne.

Så det hedder diætister?

Jamen det styrer de jo lidt, hvordan det er sammensat. Det er nok også baseret på behov, men de har nogle pakker, hvor de fleste kører over 12 uger, hvor der er noget undervisning omkring sygdommen, behandlingen, kost og motion. Rent fysisk laver de også noget motion. De har nogle maskiner, så de prøver at sætte i gang og finde noget, de kan arbejde videre med også når de 12 uger er gået, men det er en kombination. Så tror jeg måske nogle vælger til og fra. Nogle har gået ved diætist her, så synes de måske ikke de har brug for det, men vælger måske noget andet til. Det tror jeg de individualiserer lidt.

Hvordan er jeres samarbejde med sundhedscentret?

Jamen det er jo meget forskelligt, hvem de sidder med. Ind imellem har vi ikke voldsomt meget samarbejde, så kommer de jo og siger, de har gået i et forløb i kommunerne og nu er de så her, hvor det er noget andet, der skal til. Så arbejder vi meget med medicinen, hvor vi prøver at få dem til at forstå, at de skal blive ved med at gøre de ting, de har lært. Engang imellem ringer sundhedscentret og spørger om et eller andet, fordi de tænker, der er et eller andet, de ikke fatter og de tænker, der er et eller andet, vi ikke fatter, og vi ringer, fordi der er noget, vi tror, de ikke har fattet. Så hører vi hinanden og finder ud af, hvor det er vi skal hen med det her. Men ikke noget formaliseret samarbejde i forløbene. Det er meget efter behov.

Hvilke tværfaglige samarbejdspartnere benytter i her?

Vi har jo os, der er i teamet; en socialrådgiver, diætisterne, lægerne og os selv som sygeplejerske. Så arbejder vi tæt sammen med øjenafdelingen, fordi vi tager billeder af folks øjne og sender billederne til øjenafdelingen. Så vender de tilbage, hvis vi skal gøre noget. Så dem arbejder vi sammen med dagligt. Så har vi jo lidt nogle hjemmehossere. Vi har nogle, der bor i bofællesskaber, eller nogle svage som har støttepersoner med. Derudover har vi dem i kommunerne; hjemmesygeplejersker og praktiserende læger. Det er disse, vi primært arbejder sammen med. De praktiserende læger er dem, der sender henvisninger og dem, vi skriver tilbage til.

Hvad med socialrådgiveren?

Hun er med i vores team fordi hun er ansat her på sygehuset. Så hende har vi en dag om ugen eller efter behov – vi skriver til hende, når vi sidder, så kontakter hun patienterne og laver en aftale med dem.

Så det er hende der indkalder? Eller hvordan bruger I hende?

Jamen vi bruger hende efter behov. Jeg har f.eks. siddet og snakket med en i dag, der ikke kunne forstå, han ikke kunne få tilskud, når han tidligere har kunnet. Det kan jeg jo ikke gøre en helt masse ved, så jeg skriver til socialrådgiveren, at han ikke helt kan fatte, at han har fået afslag, og om der er noget, vi har overset, fordi han selv vil lave en ansøgning. Så hjælper hun med at lave en ny ansøgning.

Føler I sygeplejersker, at diabetes patienterne mangler motivation under selve forløbet?

Ja. Det gør de da. Det er det, der er problemet. Det kommer meget an på, hvordan man måler de der ting, fordi, en type 2’er der bliver henvist hertil kan have haft sukkersyge i måske 10 år, og så ved vi, at udviklingen i sygdommen, er, at det kræver mere og mere behandling jo længere tid man har haft det. Så kan der godt være nogen, der kommer, og som har gjort alt det de skal, og har taget deres medicin, men alligevel kræver de mere behandling. Så skal de jo have at vide, at den her situation, du er kommet i nu, er ikke noget, du kan gøre for. Du har gjort det, du skulle; taget din medicin osv. i alle de der år. Og så er det gået sådan, og det er fordi at sygdommen kræver mere behandling.

Derudover er der dem, der kommer lynhurtigt, fordi de praktiserende læger har brugt al den medicin, de har på hylden, og tænker, hvad er det så vi skal? Og de sidder måske stadigvæk og er for tykke og spiser stadig opbagt sovs og panerede koteletter og får sig ikke rørt ud ad flækken. Så tager vi en snak om deres dagligdag og får dem til at snakke med en diætist, hvis de har lyst. Nogen har ikke lyst og tænker, der er ikke noget, vi kan lære af dem, og så må vi jo sige, der er nok ikke noget, vi kan lære jer. Vi kan jo ikke tvinge dem, fordi vi kan ikke gå hjem i deres hus og se, hvad det er, de gør. Vi kan dog prøve at afdække nogle problematikker og så kan vi jo prøve, og det er jo det, samtalen er, og hvad vi bruger hele vores liv på næsten. Det er jo at gå ind og finde ud af, hvor er det skoen trykker, hvor er der en lille åbning, hvad er der, de måske kan have lyst til at arbejde lidt med. Fire og lure og spørge, nogle gange skal man ikke spørge ind til sukkersygen, så skal man spørge ind til alt muligt andet. Hvad kan du, og hvad kan du ikke? Nogen de kan jo alt muligt, nogen kan have type 1 diabetes, måle blodsukker 7 gange i døgnet og stikke sig 7 gange i døgnet og derved siden af med insulin og de kan få motioneret, de kan passe små børn og de kan det hele. Så sidder der derimod måske en på 55 og ikke kan noget som helst, eller ikke vil. Så er det jo hele tiden med at spørge, hvor er det lige, og hvad er det vi kan? Fornemme hvor de er og hvad det er, vi kan ramme. Det kan være rigtigt svært.. Eller det er svært. Og så kan man tænke; yes, nu er vi der, nu er vi på bølgelængde, nu snakker vi det samme sprog og nu er vi i det samme, og så når der er gået 3 måneder så er det fuldstændigt det samme, når de træder ind ad døren. Så kan der være nogen, hvor vi snakker døre op og stolper ned i årevis, ikke? Hvor vi tænker, jamen det er her, vi fylder bare insulin på og tallene er egentlig fine nok, men den del, de selv skal gøre noget ved, den rykker bare ingenting. Og så pludselig, så sker der bare et eller andet, så tænker jeg på tallene, hold da op, hvad er der sket her? Så sagde jeg til hende, hvad er der sket her? Jamen, jeg har givet min mand nøglen til køkkenet, sagde hun så. Fedt nok. Så var tingene jo lige pludselig anderledes. Hun lavede ikke mad, hun gik ikke i køleskabet. Det var ham, der styrede køkkenet. Så hun tabte sig 20 kilo. Det var meget fedt. Men hvad der gjorde det, kan vi ikke vide. Hvad der lige pludselig gør, at tingene forandrer sig, det kan man ikke vide.

Er der noget specielt, du gør personligt, for at motivere de patienter, du får ind?

Jeg synes, jeg gør alt det jeg kan og bruger alle de ting, jeg har lært og prøver at gå alle mulige forskellige veje. Prøver at finde nye indgangsvinkler til at åbne samtalen, prøve at flytte fokus lidt, nogen kommer jo og siger, hvordan har du det? Det ved du jo, det er dig, der har svar på tallene. Jeg ved da ikke, hvordan du har det. Jeg ved ikke noget om, om tallene er pæne eller gamle. Det siger jo nødvendigvis ikke noget om, hvordan du har det. Så alle de der finurligheder med at få spurgt om noget helt andet, eller hvis man kan huske de har sagt et eller andet med et barn, mand, kone eller andet. ”Var der for øvrigt ikke noget med sidste gang, der var noget med et eller andet?”. Så skal man ikke altid sige mere, for man skal jo ikke nødvendigvis tage de problematikker op fra sidste gang, det er ikke altid en god ide. Så skal man lukke op. ”Nåeh, det kan jeg ikke huske”, siger de så. Fint nok, så spørger vi ikke mere ind til det. Fordi det der fylder i dag, det er ikke sikker det fylder om 4 måneder. Så kan det være noget helt andet, der fylder. Der er utroligt mange forskellige mennesker og personligheder.

Hvad mener du, kan være skyld i patienternes manglende motivation?

Jamen den hyppigste årsag er, at de siger, ”jeg har det jo godt nok”. De har ingen symptomer. De har det godt nok. De gør og kan det, de synes, de vil og har lyst til. Så er det et spørgsmål om at få dem til at fatte, at vi arbejder for at de ikke skal blive syge. Det er rigtigt svært at gøre nogle ting hver eneste dag, man ikke har lyst til, for ikke at blive syg om 20 år. Det er ikke nemt.

Hvis man f.eks. har oplevet komplikationer, er det nogle gange, det kan rykke lidt. Hvis man f.eks. har fået et brev fra øjenafdelingen, at der er noget med øjnene, er der somme tider nogle, der vågner op i en susendes fart og holder motivationen. Og dem der gør det, de holder det som regel, for det er jo et eller andet med at de ikke er blevet helt voksne, eller har overskud. Og så i en periode får de implementeret de gode ting i hverdagen. Og så kan de holde fast i dem, eller i hvert fald hurtigt finde tilbage til dem, hvis det skrider lidt. Men det er ikke nødvendigvis. Det er lidt det samme som at sige til KOL-patienter, at de skal lade være med at ryge. Gør de det? Nej, det gør de ikke. Så det siger lidt om, hvor svært det er at forstå.

Hvad tror du, der er deres største udfordring i forhold til at få konstateret diabetes?

Udfordringen er vel, at sørge for at tage sin medicin, spise fornuftigt, sørge for ikke at komme til at veje for meget, få målt sit blodsukker og få motioneret. Have kontrollerne her, ved øjenlæge og fodterapeuter. De ting de skal, og vi synes, de skal. Det er udfordringen. De har jo aldrig fri. De er jo syge 24/7. Jul, påske og pinse. Når vi andre sidder og drikker en bajer, kan de sidde med deres dårlige samvittighed, f.eks. Med mindre de får nogle redskaber, og så kan gøre det med god samvittighed. Det der er udfordringen er jo, at de synes en gang imellem, at de skal gøre noget for andres skyld. De skal gøre lidt og komme med nogle målinger, fordi det vil vi gerne have. ”Vi skal lave lektier for lærernes skyld”. Det er lidt den nogle kommer med, hvor vi siger, det er jo for din egen skyld og for, at du ikke skal blive syg. Men det kan være meget svært for dem, når de synes, de har det godt.

Hvilken betydning har rehabilitering for diabetespatienter? I forhold til at forbedre livsstilen?

Ved nogle, har det en god effekt, og ved andre, har det en god effekt i de 12 uger, de går der. Så tænker de, at nu har jeg gjort det for min sukkersyge i de 12 uger, men så kunne de ikke drømme om at hoppe på cyklen derefter. Nogle tænker, det er noget de skal. Det er et kursus, de er på, og når det kursus er færdigt, så er det det. Så er der jo nogle, der bliver slået i gang med noget, kommer i motionscentret og finder ud af, at det kan jeg faktisk godt selvom jeg er 50 og aldrig har været her før. Men det er meget individuelt, hvad de høster på sigt.

Har du nogle fremtidige overvejelser i forhold til nogle ting man kunne ændre, for at motivere diabetespatienter?

Det er jo svært at finde de vise sten. Jeg har været med i gamet i så mange år. Jeg tænker, at da vi kørte de diabetesskoler og havde holdene inde, der var det jo meget en øjenåbner for mange, men det er jo igen, hvis man holder kurs, så siger de, ”vi mangler nogen, der kan tage med os ud i butikkerne, og vise, hvad det er, jeg skal putte i vognen”. Vi er jo faktisk derhenne, hvor det er nogle meget lavpraktiske ting der gør, at tingene ikke virker. Hvor henne skal min blodtrykspiller stå, for at jeg husker at få dem taget hver dag. Hvorhenne finder jeg nemmest de sukkerfrie varer. Hvem har ISIS produkter, hvem har ketchup og is uden sukker, og hvordan bager jeg nemmest de bedste boller til mig selv?

Vi er ude i rigtige mange af de lavpraktiske ting, som er en udfordring for mange. For mange er dette ikke et nyt liv. Mange diabetikere, har levet meget fornuftigt før også. Specielt også type 1’erne og det er heller ikke alle type 2’erne, der er udløst af en dårlig livsstil. Den skal vi nok blive bedre til at graduere, for de kommer jo med dårlig samvittighed og tænker, at de selv har været ude om det, selvom de ikke har.

Men i hvert fald nogle rigtigt lavpraktiske ting, som viser dem, hvad er det, jeg gør i hverdagen. At lave mad med dem, har nogle steder været en stor succes. Men nogen helt genial ide tror jeg ikke, jeg sidder med.

Det var godt, da kommunerne kom mere på banen efter kommunesammenlægningen og rehabiliteringen kom ud i kommunen. Fordi jeg tænker, at det er der, det hører hjemme. At vi holder en uges kursus, rykker jo ingen ting. Det kan vi godt se. Men det er det bedste, vi kunne på det tidspunkt. Så da tænkte jeg, at det var fedt, at de overtager de ting.

Diabetesforeningen laver jo også nogle ting, de kalder motivationsgrupper, hvor diabetikere underviser diabetikere, og det er jo også et kanon forum. Så jeg tænker, det er der, vi skal ud og gøre de ting. Problemet er bare, at de der 65 årige damer, der er fit for fight og nok skal sørge for, at passe sig selv. De kommer jo også til de der tilbud, men dem, der ikke har så meget lyst, og er fremmede for at komme i sundhedscentret, de kommer ikke og skal på en måde hives herhen og det er der, udfordringen ligger. Så skal man jo stå i gågaden eller i metropol og lave en eller anden handel med folk, der kommer forbi og forsøge at fange nogle. Men hvad der skal til, for at give dem lyst til det, det ved jeg ikke.

Har du nogle ideer til at forbedre denne rehabilitering? Og er tilbuddene ikke gode nok?

Der er ingen tvivl om, at tilbuddene er bedre, jo længere tid det strækker sig over, altså, med noget opfølgning og holde folk op på, at nu skal de blive ved med at bum bum bum, og de der ting. Og der kan det jo nemt komme til at halse. Nogle melder sig jo og vil gerne have et rehabiliteringskursus igen og igen og igen, men det kan man jo ikke bare lige sådan få og det er ikke nødvendigt at få hele pakken. Men udfordringen er jo at få dem til at holde fat, der ikke har lyst til at holde fat. Det hjælper bare heller ikke så meget, når det bare er 2 eftermiddage om ugen, det er jo ikke det, der rykker. Det rykker jo ved det, vi laver der midt i mellem – i hverdagen og det lavpraktiske. Jeg tror ikke, der er nogen nem måde, at ændre folks vaner på. Men det kan i jo prøve selv. I kan jo prøve selv at tænke, hvis nu jeg ikke har spist sovs i fem år og nu skal til at spise opbagt sovs. Eller hvis vi laver om på nogle af de der grundlæggende ting, der er så fast, det er der ikke nogen af os, der er ret gode til. Det kræver i hvert fald lang lang lang tid.