Den motiverende samtale

Hvad er kommunikation?

Fra: Colourbox

Begrebet kommunikation kommer af det latinske udtryk communicare, som betyder at gøre noget fælles. Kommunikation betegnes som en udveksling af meningsfulde informationer mellem to eller flere parter. Det betragtes som et middel til at opnå et formål. Kommunikationen foregår gennem et samarbejdende fællesskab mellem samtalepartnere, hvor man finder frem til fælles forståelse. (11, p. 15)
Kommunikation består af en dynamisk samspil mellem et indholds- og et forholdsniveau. Indholdsniveauet er alle de budskaber, der bliver formidlet, mens forholdsniveauet betegner den interpersonelle relation der opstår mellem deltagerne. (12, p. 122)  
Kommunikation er en proces mellem mennesker, hvor parterne reagerer subjektivt i et indbyrdes forhold. Kommunikation har følgende betingelser; at møde hinanden med respekt og tilbageholdenhed, åbenhed og stille eftertænksomhed. (10, p. 87-91)

Kommunikation består både af det verbale- og det nonverbale sprog. Det verbale er de ting, man fortæller mundtligt i en samtale, hvorimod det nonverbale sprog er kropssproget, mimik, udstråling, bevægelser, gestus samt øjenkontakt. Det er de ting, man giver udtryk for uden at sige det med ord. Sansning er relevant i forbindelse med kommunikation og er grundlaget for, hvordan vi anvender vores faglighed. (10, p. 89-92)

Kommunikation kan også indebære aktiv lytning. Aktiv lytning indebærer det verbale og nonverbale sprog, idet det er vigtigt, at man udviser aktiv lytning ved at være til stede i situationen. Ved at lytte aktivt, dvs. reflektere over det, man har hørt, kan de sundhedsprofessionelle stimulere den, som bliver vejledt til at fortælle og samtidig sikre, at man har forstået hvad den vejledte mener og føler. (10, p. 87-88)

En anden måde, hvormed man kan sikre, at der er en gensidig forståelse, er ved at gøre brug af parafraser, hvor man gentager det, den anden har sagt med sine egne ord. (10, p. 92)

Vejledning:

Vejledningens mål er forandring. At blive vejledt er at udvikle sig i samspil med et andet menneske; nemlig med en person med mere erfaring og større kompetence end en selv indenfor det område, man vejledes i. Vejledning er en udviklingsproces. Den proces, som den vejledte træder ind i, kan handle om at erhverve ny viden, ny kompetence, nye færdigheder eller tilmed nye adfærdsmønstre og nye personlige handlemuligheder. Dermed forudsætter en vejledning, at vi har mulighed for at træffe nye valg og forandre os. (10, p. 125-126)

Vejlederen et unikt individ, der er anderledes, tænker anderledes og har andre perspektiver end den vejledte. Dermed kan en vejleder inspirere, stimulere og skabe tryghed, men de kan også stå i vejen for en vækstproces i kraft af sin væremåde. (10, p. 125)

Under en vejledning er det desuden vigtigt at undgå:

- Undgåelser, hvor man undgår situationer eller temaer, fordi de berører de sider af os selv, som vi fortrænger. (10, p. 146-147)

- Introjektioner, hvor vi overtager værdier og holdninger fra de mennesker vi omgås. Disse påtvunge værdier bliver integreret i vores adfærdsmønstre. (10, p. 147-148)

- Projektioner, hvor vi overføre egne reaktioner på omgivelserne.  (10, p. 148)

Personlighed

Fra: Colourbox

At have en personlighed betyder, at man normalt handler efter et bestemt mønster. Når man som sundhedsfaglig lærer et andet menneskes personlighed at kende, bliver det nemmere at forudsige, hvordan han eller hun vil reagere i bestemte situationer. Dermed er det vigtigt for at udføre en god vejledning, at vejlederen gør sig bekendt med den vejledtes karaktertræk og karakteristiske måde at reagere på. (9, p. 138)

Under en vejledning mødes to forskellige personligheder, og dermed er det også vigtigt, at man som vejleder ikke begrænser den vejledtes personlighed, fordi den ene persons livsstrategi påvirker den andens situation. Dette skal man altså være opmærksom på. (9, p. 142-143)

Den motiverende samtale  

Den motiverende samtale bygger teoretisk på to grundantagelser; For det første baserer metoden sig på en antagelse om, at jo mere personen selv argumenterer for en forandring, jo mere motiveret bliver personen for denne forandring. Det, at man hører sig selv tale for at foretage en forandring, vil yderligere stimulere og motivere den enkelte til denne forandring. For det andet antages det, at den professionelle gennem en bestemt adfærd er i stand til at præge personens sprog, således at personen i mødet med den professionelle i højere grad vil argumentere for forandring. (14, p. 17)

Desuden viser forskning, at der især er fire typer af adfærd, der kan øge forekomsten af personens argument for forandring. Det sker typisk, hvis den sundhedsprofessionelle:

• Er empatisk

• Er spørgende
• Tager udgangspunkt i personens autonomi
• Har en optimistisk tro på personens ressourcer. (14, p. 18-19)

En metode, hvormed man kan motivere patienten vha. den motiverende samtale, er ved at samarbejde med personen, at møde personen med accept, at arbejde ud fra en omsorg for personen og at frembringe personens argumenter for forandring. (14, p. 30-35)

Tom Bartol kommer desuden også med 4 guidnings principper, som han tilsammen kalder for RULE, som han har udarbejdet ift. den motiverende samtale:

R: Resisting the righting reflex: Dette betyder, at det er patientens rolle at argumentere for forandring. Det er derimod den sundhedsfagliges opgave at guide patienten gennem deres usikkerhed og give dem en forståelse af deres motivation. Den sundhedsfaglige person skal desuden give patienten tilstrækkelig viden på en human måde.  

U: Understanding and exploring the patient’s own motivations: Sygeplejersken skal finde motivationer hos patienten, som kan føre til, at der sker en forandring.  

L: Listening with empathy: Sygeplejersken må være aktiv lyttende over for patienten, og udvise forståelse og respekt.

E: Empowering the patient; encouraging their hope and optimism: Man skal give patienten magten over sit eget liv ved at fremme deres håb og optimisme. (22, p. 37)